Erfaringer med Frostlines drikkefontæne på Midtbyskolen i Horsens er gode: Børnene bruger den hele tiden, og den har vist sig særdeles robust – også, når den påkøres af mooncars!
Fontænen blev ved årsskiftet 2005-2006 opstillet i skolegården på Lille Midt, som er skolens indslusningsafdeling (0.-3. kl.). Store Midt (mellemtrinnet og overbygningen, dvs. 4.-9. kl.) fik samtidig opsat en vandautomat i fællesrummet. Det friske drikkevand er et af elementerne i en sund kost-politik.
Drikkevandet blev hurtigt en del af hverdagen, og drikkefontænen er blevet et af børnenes samlingssteder i skolegården.
Børn kan være livlige og skubbe, men der er ikke rapporteret knubs eller skader på mund og tænder. Det hindrer skålens afrundede former.
Børnenes kørsel med mooncars i skolegården kan også være livlig, så det sker jævnligt, at drikkefontænen rammes. Men med sin solide stålkonstruktion tåler den påkørslerne.
Frostline-fontænen indstilles med et vandtryk på ca. 2 bar, så børnene ikke kan sprøjte med vandet. Det er nogle af dem af og til utilfredse med! Så det sker, at de i ubevogtede øjeblikke putter pinde etc. ned ved strålespidsen for at få sat mere tryk på vandstrålen. Men pedellerne får altid hurtigt fjernet fremmedlegemerne.
Og alle plusserne ved drikkefontænen opvejer så rigeligt dette lille minus.
|